Sct. Hans fest

Sankt hans aften, den 23. juni, summer anlægget overfor Fredens kirke af liv og glade børn, hvor menighedsrådet er vært ved den store årlige familiefest.

Bålet står parat, og på toppet venter heksen. Den flotte heks, som er lavet af børn fra én af sognets skoler.

Boderne er stillet op, og musikscenen og kaffen er klar. For snart vil der være fest for alle aldre. I boderne kan ungerne købe slik, og kagerne, kakaoen og måske en lille øl kan købes af de voksne og bringes ned til familiernes pladser rundt om på tæpperne i det sommerlyse anlæg.

Kl. ca. 21 vil årets taler danne optakt til fællessang og hygge om bålet.

Denne herlige aften arrangerer menighedsrådet, men der er brug for mange frivillige hænder, hvis det skal lykkes at holde sankt hans aften for hele sognet.

Der skal laves kaffe, bæres borde, stole og en masse varer fra Sognehuset og over i anlægget. Boderne skal bemandes og kl. ca. 22 er festen forbi, og oprydningen kan begynde.

Så har du tid og lyst til at give en hånd ved årets fest, så send en mail til kirkekontoret eller ring på tlf. nr. 66 12 87 01.

Med venlig hilsen

Fredens sogns menighedsråd